Sam og Jonathan lever af at sælge spøg og skæmt-artikler som kunstige vampyrtænder, pruttepuder og udtryksløse latexmasker fra deres store brune kuffert. Som en art nutidens Don Quixote og Sancho Panza er de på en færd, der synes lige så umulig som at bekæmpe vindmøller. At kalde de to fåmælte, søvngængeragtige og meget lidt succesfulde sælgere for hovedpersonerne i Roy Anderssons Guldløve-vinder ”En due sad på en gren og funderede over tilværelsen” er nok en tilsnigelse, for så meget væsen gør de ikke af sig. Snarere fungerer de som guider gennem filmens univers.
